Marie Fredborg

posted in: Uncategorized | 0

Omtrent på den sydlige bred af Gudenåen, ti minutters gang fra centrum, står jeg i en udestue og maler, og du er velkommen til et uhøjtidelig kig indenfor. Jeg holder åbent  skærtorsdag og langfredag kl. 10 og 16. Her er brændeovnsvarme og en slidt sofa at tage et hvil i, imens du nyder udsigten til naturalistiske landskabsmalerier, og hvordan de bliver til.

Udestuen på Møllestensvej 16

Møllestensvej 16,

8940 Randers SV

24 44 55 80

leetahria@hotmail.com

www.mariefredborg.dk

Åbent: skærtorsdag den 29. marts kl. 10-16

langfredag den 30. marts kl. 10-16

Jeg maler gammeldags, naturalistiske oliemalerier, og alligevel er det ikke guldalder-kunst, for jeg maler så det ligner, men set med mine øjne. Og mine øjne er ikke guldalder-øjne. De forsøger at se essensen af form og farve, og derfor stiliserer og forsimpler jeg motiverne, indtil jeg føler, at jeg når en kerne. Når jeg når derind, begynder det magiske og eventyrlige at sive igennem den naturalistiske overflade. Det er som om motivet begynder at fortælle sin historie på sit eget billedsprog.

Mine malerier bliver til ved, at jeg går rundt i verden og tager billeder af det, der fylder mig med beundring og undren, og så maler jeg efter fotografierne. Det er ofte scenerier, hvor natur og civilisation møder hinanden på godt og ondt, men det kan også være rene naturmotiver eller menneske-figurer. Jeg maler tit på bestilling, og i så fald kan jeg male efter bestillerens foto, hvis det ønskes. Portrætter maler jeg også, men det er så svært, at jeg ikke maler dem i min egen stil men blot forsøger at nærme mig den overfladiske virkelighed på fotoet, så meget jeg kan.

Jeg er autodidakt og maler på baggrund af øvelse tilbage fra en tegneivrig barndom, hvor leg, læsning og tegning smeltede sammen i ét fantasiunivers. Min nuværende stil voksede langsomt frem, da jeg blev færdig som bibliotekar og fortsatte på litteraturhistorie-studiet. Da jeg begyndte at arbejde som bibliotekar for cirka ti år siden, begyndte jeg også at tjene penge på maleriet, og har gjort det lige siden med længere pauser, da jeg fik mine to børn. For tiden bruger jeg al min tid på at male og have børn.