Kapshots Photography Studio & Gallery

posted in: Uncategorized | 0

Denne udstilling er desværre udgået pga. sygdom.

Kapshots Photography Studio & Gallery slår i Randers Art Week dørene op for en udstilling af nude art fotografi. Her skildres kvinden på godt og ondt, set ud fra fotograf: K.D.F.’s kærlighed til kvinden.
Kunsten når man arbejder med nude art genren er, at finde balancen mellem det æstetiske og det vulgære, når provokationen er i højsædet med nøgenhed som motiv. Dette formår Kasper Dahl Finderup med sine værker.

Åbent alle dage fra kl.12 til 18

Kasper Dahl Finderup er født i 1980, med et medfødt handicap kaldet rygmarvsbrok. Dette medførte, at Kasper Dahl Finderup blev kørestolsbruger for livet. Det medfødte handicap har dog aldrig stoppet ham. Med meget kreative gener i bagagen har Kasper Dahl Finderup altid udfoldet sig kunstnerisk. Først med blyant og tusser i hånden, som senere i en alder af 17 år blev skiftet med et kamera. Kasper Dahl Finderup blev i 2002 optaget på medieskolerne i Viborg på fagfotograflinjen. Der tilbragte han de næste 3 år, og lærte de gængse fotografiske teknikker, men han savnede kunsten i faget. Derfor fulgte han i 2005 sit hjerte og sin oprindelig drøm om at skildre kvindens væsen på godt og ondt, med nøgenhed som det blanke lærred. Nude Art genren gør det muligt at være provokerende og samtidig balancerer man altid på en knivsæg der kan tippe mod det vulgære. Det er Kasper Dahl Finderups største passion at gå denne linedans med sine værker, hver gang han har et kamera i hånden. Kunsten er at skildre sin kærlighed til kvinden uden at det vipper til den ene eller anden side. Provokationen har dog altid været i højsædet og det er Kasper Dahl Finderups standpunkt, at man kan gå utroligt langt med den nøgne krop, hvis man forstår denne balance. Kasper Dahl Finderup bruger helt almindelige kvinder i sin kunst, altså er der kun et fåtal der har arbejdet som modeller før de kom til ham. Denne uerfarenhed gør som regel at han kan forme kvinden i værket i den retning hans vision for det pågældende værk kræver. At det lige er Nude Art genren Kasper Dahl Finderup er faldet over er ikke tilfældigt heller. Da han ikke selv kan bruge sin egen krop optimalt, har han altid været fascineret af kroppen og igennem dette er hans kærlighed til kvindekroppen opstået. Nøgenheden i værkerne er med til at give dem en sårbarhed, som nogle af dem kræver, da motivet godt nogle gange kan virke en smule tabubelagt og voldsomt. Men netop tabuer og de emner som folk går og tænker på, men ikke tør snakke om, ynder Kasper Dahl Finderup som fotograf at sætte fokus på, på sin egen unikke måde, der ikke ligner nogen andens. Det har været Kasper Dahl Finderups mission fra dag et af på sin kunstneriske færd ind i fotografiets univers, at give beskueren noget at tænke over igennem sine værker. Værkerne han producerer er et produkt af en meget eftertænksom mand, der igennem sine mange år som fotograf, har snakket med utroligt mange kvinder, hvoraf han drager sin inspiration. Man kan sige at han er en slags historiefortæller, der formulerer historier med sit kamera og lader værkerne fortælle historierne til beskueren selv.

 

 

INFO:

Navn: Kapshots Photography Studio & Gallery
Genre: Nude art fotografi.
Adresse: Gl. Viborgvej 381, 8920 Randers NV

Kontakt: Kasper Dahl Finderup
Tlf: 20432760
E-mail: kapshots@gmail.com

Facebook: https://www.facebook.com/Kapshotsstudio/
www.kapshots.dk